True Detective
Gode enestående sæsoner med komplekse karakterer.
True Detective kredser på en måde om det at være politi. Den indædte, nærmest destruktive drift for at finde sandheden, der altid er grim. Det sande kald er forskelligt fra person til person, men ingen af dem kan lade være. Og det er omdrejningspunktet for første og anden sæson i denne originale serie.
Matthew McConaughey og Woody Harrelson danner et historisk makkerpar i første sæson, hvor de bider sig fast at opklare en række mord i en trøstesløst del af USA. Denne sæson låner fra skandinavisk noir i plot og billedæstetik, så det føles nært og skræmmende. Uforløsthed er et tema i denne virkelig godt fokuserede sæson.
I anden sæson er hele castet, byen, krimigåden og produktionsdesignet skifet ud, selvom den nordiske inspiration stadig anes. Nu er det en troværdigt udbrændt Colin Farrell og en anspændt Rachel McAdams, der er politi. Det gør de sitrende godt og med masser af skyggesider. Vince Vaughn synes jeg er suveræn som den tidligere gangster, der er så tæt på at få det hele til at lykkes at det næsten ikke er til at holde ud. Igen supergod suspence i karakterer og det knudrede politiske plot.
Efter noget ventetid kommer der heldigvis en tredje sæson af True Detective. Du kan godt nå at nyde de 2 x 8 episoder lige nu og være klar til 8 mere.