Jeg elsker miniserierne. De er drøjt og dedikeret fortalt, er tit rolige og tænksomme med fortællende pauser. Og så tiltrækker de store stjerner, der lige har tid til en smule serie. Dette er anden opsamling af miniserier på episodeFriis, alle disse seks er set inden for det sidste år. Og alle seks virkelig seværdige. Når nu vi ikke må så meget andet end at sidde hjemme, skal der jo kvalitet på bordet. Så her kommer seks små originale serier med forskelligt forhold til det episke, forskelig mængde action og med mere eller mindre greb om det realistiske. Se dem med et par dages mellemrum, så der er pusterum og plads til eftertanke.
Hvis den lille teaser her er spændende, kan du klikke videre i bunden og få den fulde anbefaling af de enkelte serier. Der er ingen spoilere her eller der. Super, super god fornøjelse.
Watchmen – er min favorit i dette felt og i det hele taget en af de stærkeste serier jeg nogensinde har set. Det er en kontrafaktisk opbygget fortælling om selvbestaltede superhelte, der prøver at redde en verden, der helst vil brænde sammen. Plottet er super originalt og kræver din opmærksomhed. Resten er imponerende vellykket.
Devs (billedet) – er meget ny og endnu ikke færdig. Jeg trodser mit princip og skriver om en serie, hvor jeg ikke har set sæsonen færdig. For jeg kan se så mange tegn på at denne her holder niveauet og bliver en stor oplevelse i 2020. Tyst, intenst, tænksomt, ensomt fortælles historien om hvordan smertelige tab, genier og ubegrænsede midler er ret farligt sammen. Hele æstetikken er indtagende i Devs.
After Life – har jeg anbefalet før, flere gange. Giv dig selv tid til at tude og tænke her, hvor en mand mister og sørger med bitterhed og humor. Der fyres utrolig mange filosofiske oneliners af i denne genistreg. Og så er det faktisk ikke en miniserie, der kommer snart en sæson to.
Dracula – er virkelig svær at placere som serie. Den består af tre spillefilmslange episoder, der med hver sit greb fortæller en overraskende og forfriskende historie om vampyren over dem alle. Claes Bang er virkelig god til alt i disse år, også dette. Se ham fyre den af i denne særlige æstetiske ramme.
Chernobyl – er simpelthen uafrystelig. Hyperrealisme kan det kaldes. Eller stærkt dramatiseret dokumentar. Billederne er smukke og uhyggelige, lydsiden er snigende og voldsom, meget flot. Det er også fortællingen om hvordan kontrol kan ende i katastrofal ansvarsløshed. Chernobyl er simpelthen nødvendig at se.
Terror – har gjort et uudsletteligt indtryk på mig. På en gang den sværeste serie at se nogensinde og en af de smukkeste. Igen er historien meget, meget nødvendig for at minde dig og mig om at mennesket nemt overvurderer sig selv, som flok og som individ. Temaet er højaktuelt og afleveres som et langsomt velplaceret dybt stød i maven. Terror har en sæson to; ny setting, nyt cast. Se dem begge, som de forskellige værker de er.