Fargo
Imponerende modig, vedholdende og skæv serie.
DR’s serieeksperter har lavet et bud på fire serier med mange afsnit, nu hvor næsten alle skal blive hjemme. Jeg er ikke enig i deres (lidt kedelige) bud. Derfor kommer der her hele seks serie-værker jeg tror vil gøre noget godt for dig.
Hvis de små teasere her er noget for dig, kan du klikke videre på anbefalingerne længere nede. Rigtig, rigtig god fornøjelse med al denne lækkerhed.
Fargo - er noget helt specielt. Ny sæson, nyt cast, ny by, ny historie, men stemingen er intakt. Frækt, flot og meget forfriskende lavet. Fargo er lige nu, den serie jeg mest ville ønske jeg ikke havde set, så jeg kunne opleve den for første gang. De meget flotte billeder, underfundige plots og knivskarpe karakterer spillet af stjerner -oser af kvalitet.
The Wire - er pensum. Du skal se The Wire, derfor er den med her. Den gør en hel masse på sin egen måde og er vildt ærlig i sin fremstilling af mennesker. USA får kærlighed og tæv her og unge versioner af senere stjerner gør det intenst og godt. The Wire tør en masse og er i øvrigt den næstbedste serie jeg nogensinde har set.
True Detective - har du hørt om, men måske ikke fået set, så det skal du. Meget smukt og indladende skrevet og produceret. Moderne krimi meget håbefuldt og ondt fremstillet. Ny historie i hver af de tre sæsoner. Anden sæson er flot, god og får dig til at tænke som de to andre sæsoner, så lyt ikke til kritikken.
Peaky Blinders - er ret smukt filmet og tænkt; lækker kan man sige. Og så er der ellers smæk for skillingen i et ræs, hvor kun den der er stærkest og samtidig klogest overlever. En hård serie om en hård familie i en utrolig hård tid.
Dexter - er måske den mest voldsomme hyggeserie jeg har set. Flotte mord, knudrede opklaringer der flettes elegant sammen med karakterernes privatliv. Man har sympati for en seriemorder fordi der findes værre folk. Dexter er desuden meget spændende og super at holde i hånd til. Og så rundes den flot af.
The good wife - er en traditionel amerikansk advokatserie, bare lidt bedre skrevet end alle de andre. Meget skarp og næsten en masterclass i den fuldkomne serie, set fra håndværkerens vinkel. Karaktererne er svære at ryste af; du vil vide mere. Og igen er slutningen god.